Sådan vælger du din a-kasse – Guide

Det er svært at opliste alle de fordele, der er ved at være medlem af en a-kasse i dagens Danmark. For det første er du sikret understøttelse, såfremt du bliver arbejdsløs, hvilket er altafgørende, når man skal få en hverdag til at hænge sammen uden sin gamle lønindkomst. Endvidere tilbyder man a-kasse også diverse medlemsfordele, som inkluderer billetter til Legoland eller Tivoli, rabatter til kroophold eller lignende. Slutteligt får du som medlem af en a-kasse også en række unikke tilbud om kompetenceudviklende kurser og seminarer, som kan gøre dig mere attraktiv for en potentiel arbejdsgiver. Inden vi kigger på, hvordan du finder den perfekte a-kasse til dig, vil vi dog lige kort gennemgå, hvad en a-kasse er og ikke er, samt hvad forskellen på en a-kasse og en fagforening egentlig er, så du er godt klædt på, inden du går i gang med at lede nettet tyndt efter en a-kasse.

Hvad er en a-kasse – og hvad er det ikke?

A-kasse står for ”arbejdsløshedskasse” og er dybest set en sikring af lønmodtageren i tilfælde af arbejdsløshed. Det vil sige, at såfremt du bliver opsagt eller bortvist fra dit arbejde, sikrer a-kassen dig rent økonomisk, så du ikke skal gå fra hus og hjem. Du får nemlig udbetalt dagpenge, som er en noget højere ydelse end den notoriske kontanthjælp. Hvor stor din dagpengesats er, afhænger af de konkrete omstændigheder, herunder dit job, din tidligere løn osv. Dagpengesystemet er delvist finansieret af det offentlige, og det er ligeledes Folketinget, som har fastsat rammerne for, hvor stor din ydelse er. Du kan finde mere om disse beregninger på nettet. Foruden at sikre dig økonomisk mod arbejdsløshed får du som medlem af en a-kasse også hjælp til at finde nyt arbejde og blive opkvalificeret. Det er muligt at få dagpenge i op til to år. Det er vigtigt at skelne imellem en a-kasse og en fagforening, da der er en betydelig forskel, som mange desværre overser. Fagforeninger udbetaler ikke dagpenge, men fokuserer i stedet på at varetage lønmodtagernes rettigheder, yde juridisk rådgivning og tilbyde retshjælp. Der kan altså være gode grunde til at være medlem af både en fagforening og en a-kasse, men i denne guide fokuserer vi udelukkende på a-kasserne.

Hvorfor skal jeg være medlem af en a-kasse?

Hvis du sidder i et velbetalt job og ikke ligefrem har udsigt til en fyring eller opsigelse, kan det måske være svært at se meningen i at være medlem af en a-kasse. Er det ikke bare et dyrt bekendtskab, som ikke kan betale sig, hvis ikke man er arbejdsløs? En a-kasse er ganske rigtig det, der holder hånden under dig, såfremt du mister dit job, men det er langt fra den eneste grund til, at du bør se at få dig meldt ind i en a-kasse. Du bør se et a-kasse medlemskab som en slags forsikring – det er heller ikke sandsynligt, at der går ild i dit hus, men det er rart at have en forsikring, hvis uheldet er ude. Der er et argument, som vejer tungere end alle andre, når det kommer til, hvorfor du bør være medlem er en a-kasse, er konsekvens ved ikke at være medlem. Er du ikke medlem af en a-kasse, har du nemlig som udgangspunkt ikke nogen understøttelse i tilfælde af arbejdsløshed. Du har naturligvis mulighed for at falde tilbage på en kontanthjælp, men har du hus, bil og andre værdisager, skal disse sælges for at generere likvider – du må ikke have aktiver for mere end 10.000 kr., ellers kan du ikke få kontanthjælp. For langt de fleste danskere betyder denne regel, at man bliver voldsomt begrænset i sin hverdag. Du kan blive nødsaget til at sælge dit sommerhus, din båd eller din spritnye BMW, før du kan få lov til at få understøttelse fra det offentlige. Det kan rent ud sagt være en katastrofe, og hvad endnu værre er, at kontanthjælpsydelsen overhovedet ikke er noget at råbe hurra for. Når alle gængse regninger er betalt, er der ikke efterladt meget at leve for. Slut med rejser til Mallorca og farvel til restaurantbesøg og dyre julegaver – det er de færreste, som har lyst til at leve på en kontanthjælp. Dagpengeydelsen er trods alt mere spiselig, og her har du også lov til at beholde en eventuel formue, uden at det påvirker, hvor meget du kan modtager. Arbejdsløshed kan ramme alle og enhver, og det er de færreste, der ser en fyring eller opsigelse komme. I langt de fleste tilfælde er man ikke herre over sin egen jobsituation, og du kan derfor blive opsagt som et lyn fra en klar himmel. Er du ikke medlem af en a-kasse, kan du være på spanden, hvis ikke du har sat penge til side. Det er trods alt et overvejende mindretal, som har været så kalkulerende, at de har formået spare penge nok sammen til at kunne finansiere en periode med arbejdsløshed. Du kan helt undgå at tænke i disse baner, hvis du bare sørger for at melde dig ind i en a-kasse, inden det er for sent.

Disse ting er afgørende for, hvilken a-kasse du skal vælge

Når du skal vælge din a-kasse, er der ufatteligt mange ting, du umiddelbart bør holde øje med og tage højde for. Der er nemlig et hav af forskellige a-kasser, hvilket kan gøre det vanskeligt at vælge til og fra. I de nedenstående afsnit vil vi dog give dig nogle råd til, hvilke områder du bør være opmærksom på, når du skal vælge din nye a-kasse.

Faglig eller tværfaglig a-kasse?

Som sagt findes der et utal af forskellige a-kasser, og en stor portion af disse er ligeledes specialiserede til at dække specifikke brancher og faggrupper. Har du en universitetsuddannelse, vil det måske være oplagt at søge ind i Akademikernes A-kasse, hvorimod du som tømrer føler dig bedre tilpas hos 3F. Årsagen til, at disse a-kasser fokuserer på et bestemt område, er, at man på denne måde kan yde den bedste og mest kompetente rådgivning og vejledning i forbindelse med at sikre en ny ansættelse hurtigst muligt. Som ingeniør har du alt andet lige en bedre sandsynlighed for at finde et nyt job, hvis du omgiver dig med andre ligesindede i en a-kasse som fx IAK, ligesom du som SOSU assistent har bedre udsigter til fast arbejde og løn i FOA. Du skal altså gøre op med dig selv, hvorvidt du foretrækker en faglig a-kasse eller ej. Der kan være fordele og ulemper ved begge valg, men det er kun dig, som kan vurdere, hvor du helst ser dig selv. Fordelene ved en faglig/branchespecifik a-kasse er helt klart, at man her møder andre mennesker med samme uddannelse, udgangspunkt og arbejdsmæssige baggrund som en selv. Er du maskinmester, vil du således kunne møde andre med forståelse og indsigt i dit fag, som ved, hvor de skal søge efter et nyt job til dig, så du hurtigst muligt kommer tilbage i beskæftigelse. Desuden kan man tilbyde relevante og værdiskabende kompetenceudvikling, som retter sig helt nøgternt mod din situation, så du får bedre jobmuligheder og bliver mere værd for en arbejdsgiver, hvilket gerne skulle smitte af på din løn. Med en faglig a-kasse får du med andre ord adgang til stor erfaring og indsigt i, hvad der rører sig hos arbejdsgiverne i de virksomheder, der ansætter folk med din baggrund, uddannelse og kompetencer. Disse a-kasser har en løbende dialog med de erhvervsdrivende, som sikrer, at du konstant får den bedste og mest kompetente vejledning i forhold til at komme tilbage på arbejdsmarkedet i et job, som passer til dine kvalifikationer og ønsker til et arbejde. Du vil dog omvendt opleve, at de mere brancheorienterede a-kasser er dyrere end bredtfavnende a-kasser (også kaldet tværfaglige a-kasser), såsom Krifa og Det Faglige Hus, som tilbyder alle fag og professioner medlemskab i deres a-kasse. I Danmark findes der pt. 12 tværfaglige a-kasser, som optager alle uanset uddannelse eller profession. Blot fordi prisen er lavere ved disse a-kasser, er det dog ikke ensbetydende med, at kvaliteten af den service, du får, er ringere på nogen måde. Disse a-kasser har blot fokus andetsteds, nemlig på at tilbyde økonomisk sikring af så mange mennesker som overhovedet muligt – på tværs af faggrupper, brancher og stillingstyper. Uanset om du er metalarbejder, sekretær eller financial controller, kan du altså sagtens være medlem af denne type a-kasse – helt uden at frygte for, hvorvidt du kommer bagerst i køen til en ny stilling. De mere bredtfavnende a-kasser er et fantastisk alternativ til dig, som sagtens selv mener, at du kan finde et arbejde, og at du ikke behøves hjælp eller vejledning. Du kan ofte spare et ganske betydeligt beløb ved at fravælge de branchespecifikke a-kasser, men du bør ikke være bange for, at du får en dårligere dækning eller bliver nægtet adgang til kurser, rådgivning eller sparring. Dagpengesatserne er reguleret ved lov, og der er således ingen, som kan give dig hverken mere eller mindre, end du har krav på i henhold til lovgivningen. Til gengæld står det frit for den enkelte a-kasse at bestemme, hvor meget man vil tilbyde sine medlemmer i form af vejledning, coaching og kursustilbud mm. Her kan de tværfaglige a-kasser fint hamle op med de a-kasser, som udelukkende optager folk med udvalgte uddannelser eller arbejde i bestemt brancher. Du kan altså ligeledes få gode tilbud og hjælp med din jobsøgning hos de tværfaglige a-kasser, der har et enormt netværk i både det offentlige og private erhvervsliv, som de kan trække på i forbindelse med lige netop din søgen efter et nyt arbejde. Du bliver altså ikke ladt i stikken – hos de tværfaglige a-kasser er man anerkendt for en nærværende hjælp, som bliver ydet i øjenhøjde. Her er ingen smarte jurister, der taler ned til dig eller kategorisk føler sig hævet over dig. De alsidige a-kasser er en rummelig og broget flok, som forstår sig på at hjælpe alt og alle – og dermed også dig. Når du skal vælge en a-kasse, er en af de vigtigste overvejelser, du kan gøre dig, hvorvidt du vil søge medlemskab i en tværfaglig eller faglig a-kasse. Det kan have relativt stort betydning, men husk på, at dagpengesatsen er den samme uanset hvad – den er der ingen, som kan tage fra dig. I denne sammenhæng er det dog vigtigt at gøre opmærksom på, at visse a-kasser stiller krav til, hvornår du kan gøre krav på dagpengeretten, hvilket vi berører i et senere afsnit om begrænsninger i dagpengeretten.

Medlemstilbud og andre fordele

Dagpenge og økonomisk sikring er naturligvis for de fleste det allervigtigste, når det kommer til valg af a-kasse, men der er en række andre ting, som du også kan tage med i dine overvejelser, inden du træffer dit endelige valg. A-kasserne er nemlig i de fleste tilfælde meget mere end bare dagpenge, idet man blandt andet tilbyder sine medlemmer alverdens medlemstilbud, rabatter og andre fordele, som er forbeholdt medlemmerne af en bestemt a-kasse. Det er umuligt at lave en fuldstændig oversigt over de mange medlemstilbud, de forskellige a-kasser kører med. Udbuddet bliver løbende fornyet, men du vil som regel kunne finde tilbuddene på a-kassernes hjemmesider. Vi vil i dette afsnit kort berøre nogle af de fordele, du typisk vil kunne finde hos de enkelte a-kasser. Normalt er det muligt at opdele medlemsfordelene i to kategorier. Den første kategori inkluderer rabatter/tilbud på mere praktiske ting såsom forsikring, kurser eller retssikring/advokathjælp. Her får du således adgang til gode forsikringer på ekstremt gunstige vilkår, hvilket gør det muligt at spare penge, uden at gå på kompromis med din forsikring. Du vil også kunne deltage i opkvalificerende kurser til en reduceret pris, så du måske kan bede chefen om mere i løn eller finde en ny stilling, hvori du kan bruge dine tilegnede kompetencer. Skulle du få brug for juridisk rådgivning, sikrer en række a-kasser også for, at du ikke bliver begravet til halsen i advokatsalærer og sagsomkostninger, såfremt retssagen har arbejdsretlig karakter. Disse fordele er ekstremt rare at have, da det er muligt at spare enormt mange penge på helt grundlæggende ting, som du helst ikke vil være foruden. Tiltaler ovenstående tilbud dig, bør du helt sikkert se dig om efter en a-kasse med lignende attraktive tilbud. Den anden kategori af medlemstilbud, der måske kan være interessant for dig i forbindelse med valget af din a-kasse, er tilbud eller rabatter, som du kan drage fordel af, når du har fri eller skal slappe af. Langt de fleste a-kasser samarbejder i dag med forlystelsesparker, klubber eller museer, hvorfor de altså kan tilbyde dig adgang til en reduceret pris – eller måske endda fri entré. Flere a-kasser ejer desuden sommerhuse ved de danske kyster, og som medlem kan du ofte leje dig ind til en meget fordelagtig pris. De fleste a-kasser har ydermere en række medlemsklubber, som giver kontante rabatter i diverse butikker, så du kan spare penge på indkøb af møbler, tøj eller lignende. Elsker du gode tilbud og rabatter, kan det måske være noget for dig at søge om medlemskab i en a-kasse, som tilbyder flere, bedre eller mere relevante medlemsfordele for dig. Oftest vil du faktisk kunne opleve, at din besparelse overstiger omkostningen ved et medlemskab, hvorfor det altså kan betale sig at være medlem af en a-kasse, uanset om du får brug for dagpenge eller hjælp til jobsøgning. Hold derfor øje med, hvilke medlemsfordele de forskellige a-kasser tilbyder, og vælg den a-kasse, du føler bedst muligt dækker dine behov.

Vær opmærksom på begrænsninger i dagpengeretten

Som vi omtalte tidligere, er det meget vigtigt, at du er opmærksom på kravene til dagpenge i de forskellige a-kasser. De danske a-kasser kan nemlig have forskellige betingelser for, hvornår du som medlem har ret til at modtage dagpenge, og det er derfor vigtigt, at du undersøger de konkrete krav, du skal opfylde, før du kan få dagpenge. Nogle a-kasser stiller eksempelvis krav om medlemskab af en bestemt varighed, inden du kan gøre krav på udbetalingen af dagpenge. Det er ultimativt a-kassen, som vurderer, hvorvidt du har ret til dagpenge eller ej, og oftest vil man stille en række krav til sine medlemmer, hvilket skal forhindre misbrug af systemet. Et ufravigeligt krav er, at du først kan modtage dagpenge, når du har været medlem af en a-kasse i 1 år. Bliver du fyret i morgen, nytter det således ikke at melde sig ind i en a-kasse i dag, da dermed skal vente 364 dage, før du har krav på dagpenge. Du vil desuden også møde krav om minimumsbeskæftigelse. Her kræves det, at du de seneste tre år har haft mindst 1.924 løntimer, hvis du skal opnå fuldtidssikring – alternativt 1.258 som deltidsforsikret. Det er endvidere vigtigt, at disse løntimer er oparbejdet i en periode, hvor du har været medlem i en a-kasse. Det gælder altså om at melde sig ind i a-kasse tidligst muligt, da du ikke bare kan melde dig ind i en a-kasse et par dage eller en uge før, blot fordi du har udsigt til at blive arbejdsløs. Dernæst skal du også stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvilket måske virker som et mere løst begreb. Der er dog en række konkrete krav, du skal opfylde, før du med rette kan kalde dig jobsøgende. Du skal blandt andet være oprettet og aktiv på Jobnet.dk, hvor du jævnligt – helt præcist hver 7. dag – skal tjekke dine personlige jobforslag, så du hele tiden er opdateret på, hvilke potentielle muligheder du har for at komme i beskæftigelse igen. Du skal i samme ombæring være beredt på at kunne påtage dig en fuldtidsstilling på 37 timer om, såfremt du er fuldtidssikret, og 30 timer, hvis du er deltidsforsikret med 1 dags varsel. Typisk vil din a-kasse også tilbyde en række møder eller kurser, som skal forbedre dine jobchancer. Det forventes naturligvis, at du møder op til disse, men vælger du alligevel at udeblive, kan det i værste fald koste dig dine dagpenge. Dette gælder også, hvis du takker nej til et tilbud job, da det dermed kan vurderes, at du ikke opfylder rådighedsforpligtelsen. Ydermere er det et krav, at du aktivt forsøger at finde arbejde ved at sende ansøgninger og møde op til eventuelle jobsamtaler. Hvis du står over for at skulle finde en ny eller din første a-kasse, er det altså vigtigt, at du grundigt læser den enkelte a-kasses specifikke krav og begrænsninger i dagpengeretten, således du er sikker på, at du opfylder disse og dermed har krav på at få udbetalt dagpenge. Langt de fleste krav er fastsat ved lov og kan derfor ikke fraviges af a-kasserne, men nogle a-kasser er kendte for at håndhæve bestemmelserne hårdere end andre. Hvis du eksempelvis takker nej til et job, som du ikke vurderer, er relevant for dig, vil nogle a-kasser konkludere, at du ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, hvorfor retten til dagpenge frafalder. Omvendt vil nogle a-kasser have forståelse for dine ønsker om et relevant og meningsfyldt arbejde og derfor ikke fratage dig dine dagpenge i første omgang. De enkelte a-kasser vil dog ofte have nogle unikke krav til dig som medlem, før du har krav på økonomisk sikring, hvorfor vi på det kraftigste anbefaler, at du gennemlæser aftalevilkårene, inden du foretager dit valg. Der er vil ligeledes tit være yderligere begrænsninger i dagpengeretten, såfremt du opholder dig i udlandet, hvilket vi senere vil gennemgå.

Kurser, seminarer og andre kompetenceudviklende tilbud

A-kasser er – heldigvis – meget mere end bare dagpenge. Det er institutioner, som udelukkende har det simple formål at sikre os danskere og få os tilbage i arbejde, så igen kan forsøge os selv og leve livet. Der er ikke mange, som nyder at være arbejdsløse, og selvom dagpenge trods alt er at foretrække frem for kontanthjælp, vil langt de fleste gerne hurtigt tilbage i beskæftigelse – tilbage til kollegaer, den faste struktur og den større indkomst. Her spiller din a-kasse en stor rolle – såfremt du vælger den rigtige for dig. Når du skal vælge din a-kasse, bør du nemlig også kigge på, hvilke kurser og seminarer du som medlem får adgang til i den enkelte a-kasse. Når du er blevet fyret, kan det ofte være fordi, at din arbejdskraft ikke længere skaber mere værdi, end du koster i løn. Det er desværre den barske sandhed, som mange vil opleve i de kommende år, hvor lavtlønsjobs bliver automatiserede. Heldigvis findes der en løsning, som kommer både dig selv, din fremtidige arbejdsgiver og samfundet til gode. Kompetenceudvikling, opkvalificering og omskoling – kært barn har mange navne, men grundlæggende set kan a-kassen hjælpe dig med enten at blive et større aktiv for en potentiel arbejdsgiver eller tilbyde dig det faglige og praktiske afsæt, du skal bruge for at finde et job i en anden branche eller sektor. Et hav af a-kasser tilbyder nemlig diverse kurser, seminarer eller andre tilbud, som kan forbedre dine kompetencer inden for et givent felt. Har du aldrig brugt en computer før, er det på høje tid, at du lærer, hvordan man bruger de mest gængse IT-værktøjer, så du har noget at skrive på CV’et. Er udsigterne til fast arbejde i din branche ekstremt dårlige, er det måske en idé at blive omskolet til noget andet, hvor mulighederne er mange og lønnen den samme eller bedre? Der findes et uendeligt stort udvalg af kurser og seminarer, som du vil kunne drage fordel af i forbindelse med en ansættelsessamtale. Har du gennemgået en række relevante kurser, er chancerne nemlig bedre for, at du kommer forrest i køen, når en arbejdsgiver skal vælge imellem ansøgninger og kandidater. Mulighederne er ufatteligt mange, og det er nærmest kun dit valg af a-kasse, som sætter grænser. Det er netop derfor ekstremt vigtigt, at du altid undersøger hvilke tilbud, du som medlem får hos hver enkelt a-kasse, så du aldrig løber ind i en mur, hvis du får brug for at tilegne dig nye og værdifulde kompetencer, som øger dine muligheder for at trække i arbejdstøjet og vende tilbage til den faste, stabile og pålidelige månedsløn, så du både har til dagen og vejen. Det kan være ufatteligt svært at komme tilbage på arbejdsmarkedet, hvis dine kompetencer ikke er opdaterede eller brugbare i år 2016, og det er derfor vigtigt, at du vælger en a-kasse, som sikrer dig det bedste udgangspunkt for at kunne uddanne dig og bygge videre på den erfaring og de kompetencer, du har tilegnet dig i løbet af dit liv. Et vigtigt råd i forbindelse med valg af a-kasse lyder således, at du altid bør kortlægge, hvorvidt du har mulighed for at få undervisning i områder, som kan have relevans for dit fremtidige job. Uddannelse og læring er en proces, vi gennemgår hele livet, og uanset om du har været på arbejdsmarkedet i 1, 5 eller 30 år, vil du med garanti kunne tilegne dig ny og opdateret viden, som enten kan sende dig tilbage i arbejde eller sikre dig mere i lønposen.

Er du nyuddannet, så find en a-kasse med særlige tilbud til dimittender

Hvis du lige er blevet færdig med din uddannelse, er der nogle ting, du skal være særligt opmærksom på, når du vælger din a-kasse. Indledningsvist skal du huske, at du som nyuddannet skal melde dig ind i en a-kasse, senest 14 dage efter studieaktiviteten ophører. Gør du ikke dette, vil du oftest skulle vente en måned, før du kan få dagpenge – en såkaldt karensmåned. Det er ydermere vigtigt at tage højde for, at du som nyuddannet ikke har ret til samme dagpengeydelse, som andre. Du får nemlig i stedet den såkaldte dimittendsats, som er på ca. 14.500 kr. Ydelsen er bagudbetalt i modsætning til SU’en, og du får derfor pengene den sidste bankdag i måneden. Der gælder altså nogle specielle forhold for nyuddannede, hvilket du bør være opmærksom på, inden du gør dig forhåbninger om at få dagpenge. Der findes ligeledes en række andre særlige a-kasse regler for nyuddannede, som du bør tage højde for, inden du vælger din a-kasse. Du vil blandt andet skulle være opmærksom på, at dine rettigheder til dagpenge er anderledes, hvis du vælger at beholde studiejobbet efter endt studie, og ligeledes vil der gælde andre regler for dig, hvis du beslutter dig for at læse videre, påbegynde en anden uddannelse eller stoppe din uddannelse før tid. Der er dog andre ting, som du som nyuddannet bør have in mente, når du skal vælge din a-kasse. Med din nye uddannelse i hus er du nu jobsøgende, og forhåbentligt lykkes det dig inden længe at lande dit drømmejob. Uheldigvis er det langt fra alle nye dimittender, som har succes i jagten på det prestigefyldte job med en god løn, en favorabel pensionsordning og firmabil. Lige så snart uddannelsen er slut, og bøgerne lukkes, bliver arbejdsmarkedet fyldt med ambitiøse og dygtige unge mennesker, som alle leder efter et job. Det skærper konkurrencen, og det er således ikke alle, der har lige meget held med at finde beskæftigelse efter endte studier. Her kan det være rart at have en solid og kompetent a-kasse i ryggen – både af økonomiske, faglige og praktiske årsager. Hvis du ikke er medlem af en arbejdsløshedskasse, risikerer du at stå helt uden indkomst. Når du er færdig med dine studier, har du nemlig ikke længere krav på SU, og har du intet job, sidder du med sorteper. Foruden det økonomiske incitament for at være medlem af en a-kasse får du også hjælp og vejledning til, hvordan du går fra offentlig forsørgelse og arbejdsløshed til beskæftigelse og fast indkomst. Det kan godt være, at du har fået et fint eksamensbevis og har respektable karakter, men i den hårde konkurrence om de bedste jobs kan det være umuligt at komme til en jobsamtale, hvis ikke du har prøvet hele møllen før. Med et medlemskab i en a-kasse får du adgang til enormt store ressourcer, som udelukkende arbejder for at hjælpe dig ind på arbejdsmarkedet. De klæder dig godt på, uanset om du skal have hjælp til ansøgning og CV’et, forberedelse til jobsamtalen eller en juridisk vurdering af din ansættelseskontrakt, så du undgår at skrive under på noget, du senere kommer til at fortryde. Det er en stor hjælp at kunne få en vurdering af dine ansættelsesvilkår, så du har den bedste forudsætning for at klare det godt i dit nye job uden frygten for ubehagelige overraskelser. Du vil også kunne finde a-kasser, som afholder arrangementer og kurser for nyuddannede, så du får information om og indsigt i de ting, som rør sig i erhvervslivet. På denne måde er du på forkant med de ting, som en arbejdsgiver kigger efter i en ansøger, hvilket måske kan være nøglen til, at du lander dit ønskejob. Gratis advokathjælp er kun ét af de uendeligt mange tilbud, de danske a-kasser tilbyder dimittender og studerende generelt. Som dimittend er der således en håndfuld ekstra ting, du bør tage med i dine overvejelser, når du skal vælge din a-kasse. Du vil ofte få et lavere kontingent som dimittend, så du ikke skal leve af pasta og kødsovs hele måneden, blot fordi du har været så fornuftig at melde dig ind i en a-kasse, så du er sikret. Kig derfor markedet grundigt igennem for en dimittendvenlig a-kasse, som tilbyder en masse attraktive ordninger til dig, som for nyligt har afsluttet din uddannelse. Eksempler på fordelagtige tilbud inkluderer kontante besparelser på indbo- og ulykkesforsikringer, karriererådgivning og adgang til et fagligt netværk, så du får nys om nye jobs før alle andre gør.

Hvad med fagforening?

De fleste a-kasser i Danmark tilbyder også et medlemskab i deres tilknyttet fagforening, og det er bestemt noget, du bør overveje, hvis du også overvejer at melde dig i en a-kasse. Selvom de to ting er vidt forskellige, og den ene sagtens kan fungere uden den anden, er de begge uløseligt forbundet, og det kan derfor være enormt givtigt at supplere din a-kasse med et medlemskab i selv samme fagforening. Der er fordele og ulemper ved også at være medlem i en fagforening. Fordelene er, at du som lønmodtager repræsenteres kollektivt frem for enkeltvis, hvilket øger mulighederne for at forhandle bedre overenskomster på plads – jo flere, jo bedre. Det er svært at bede om en lønforhøjelser, hvis du er den eneste, som mener, at du har krav på det. Er du med i en fagforening, slipper du for denne penible situation. Her er det i stedet fagforeningens forhandlere, som sætter sig ned med arbejdsgivernes forhandlere og finder en løsning, som begge kan være tilfredse med. Ligeledes sikrer en fagforening også, at dit fag og profession får en stemme i den politiske debat. Fagforeningerne har en stor betydning for de arbejdsmarkedspolitiske reformer, der bliver vedtaget af Folketinget, og som former din hverdag på arbejdsmarkedet. De fleste fagforeninger har en eller anden politisk linje, som du kan være mere eller mindre enig i, og det kan således være oplagt at melde sig ind i en fagforening, hvis du vil være med til at ændre og forbedre arbejdsmarkedet for både dig og dine kollegaer. Medlemskab i en fagforening har dog tilsvarende også en række ulemper. Du skal huske på, at en fagforening ikke er nødvendigt i forhold til at få dagpenge, hvorfor du sagtens kan undlade at være medlem, hvis dit eneste ønske er at være sikret i tilfælde af arbejdsløshed. Hertil er medlemskab i en a-kasse det eneste krav, du skal opfylde. For mange virker det derfor meningsløst at betale kontingent til fagforeningen, idet det jo netop er a-kassen, der sikrer dig retten til dagpenge. Det ekstra kontingent er ligeledes i sig selv en ulempe, da en fagforening typisk er dyrere end blot at være medlem af a-kassen, og selvom visse fagforening tilbyder en samlet løsning, som betyder, at a-kassen i sig selv bliver billigere. Samlet set vil et medlemskab af en fagforening dog oftest betyde, at du betaler mere i kontingent. Nogle fagforeninger forventer desuden aktiv deltagelse i de fælles arrangementer, hvilket ikke nødvendigvis er noget for alle og enhver. Involveringen i politik kan også afskrække nogen, hvis man ikke deler samme holdning som fagforeningen. Afslutningsvist kan du opleve mobning, udelukkelse eller mistænkeliggørelse fra dine kollegaer, hvis du er medlem af en anden fagforening end resten af arbejdspladsen. Så længe du er medlem i en arbejdsløshedskasse, er du sikret mod arbejdsløshed via dagpenge. Du skal derfor udelukkende se fagforeningen som en ekstra mulighed, som dog også kan være rar at have – fx hvis du bliver opsagt uden rimeligt grundlag. Mange ting taler for at være medlem af en fagforening, og går du med planer om at melde dig ind i en fagforening, kan du passende vælge det samme sted, som du vælger a-kasse. Hvorvidt en fagforening er noget for dig, afhænger af dine personlige præferencer, dit job og din politiske holdning, men hvis du kan spare penge på både at melde dig ind i a-kasse og fagforening, bør du i det mindste overveje denne mulighed.

Kontingent – det store spørgsmål

Prisen er for mange det springende punkt, når det kommer til valg af a-kasse, og det forstår vi godt. Når du skal vælge din a-kasse, bør du altid kigge på, hvad du skal betale i kontingent, som er det, du betaler for at være medlem. Det er vigtigt at huske, at en højere pris ikke altid er ensbetydende med en bedre service eller en bedre dækning. Generelt kan man dog sige, at priserne på a-kasser i Danmark hovedsageligt ligger imellem 400 og 600 kr. om måneden i 2016. Umiddelbart er der altså ikke den store forskel på den dyreste og billigste a-kasse, men det er trods alt muligt at spare op mod 200 kr. om måneden, hvilket beløber sig til næsten 2.500 kr. om året, hvilket er relativt mange penge. I disse priser har man dog ikke medregnet de mange fordele, du får som medlem af en a-kasse. Dette gør det også relativt nemt at få mere for sine kontingentkroner, da du ikke skal udnytte ret mange medlemsfordele eller rabat, førend det relativt beskedne beløb er tjent hjem igen. Det store spørgsmål, som du skal overveje, før du vælger en a-kasse, er dog, hvor meget prisen betyder for kvaliteten af din a-kasse. Som tidligere nævnt kan a-kassen hverken give dig en højere eller lavere dagpengesats, uanset hvor meget de har lyst til dette. Satsen er fastlagt ved lov og kan således udelukkende ændres, såfremt et flertal i Folketinget vedtager en ændring af satserne. Du skal derfor ikke frygte, at en billigere a-kasse udbetaler en lavere dagpengesats til dig. A-kasserne kan dog frit bestemme over en procentdel af dine kontingentkroner, og hvad denne del bruges på. En betydelig del af dit kontingent betales til staten for at dække de omkostninger, det offentlige har i forbindelse med at udbetale dagpenge, men en god portion af pengene går også til at dække alt muligt andet, herunder løn til medarbejderne i a-kassen, ATP bidrag samt anden administration. Administration kan dække over mange ting, og det er ikke altid muligt at gennemskue, hvad a-kassen dybest set bruger dine kontingentkroner på. Når du skal vurdere, hvilken a-kasse du er bedst tjent med, skal du selvfølgelig også skule til prisen. Du skal dog huske at sammenholde prisen med, hvad du får til gengæld for dit kontingent – altså hvad du bliver tilbudt som medlem foruden den lovsikrede ret til dagpenge. Har du et behov for kompetenceudvikling, kan det måske være en fornuftig investering at betale 50-100 kr. mere i måneden, hvis du for dette beløb får adgang til alverdens kurser og seminarer, som kan gøre dig til et større aktiv for arbejdsgivere. Det er også værd at undersøge, om a-kassen tilbyder andre relevante ydelser såsom retshjælp, rådgivning og sparring eller lønsikring. Det er udelukkende dine konkrete forhold, som afgør, hvorvidt du kan nøjes med et billigere kontingent eller ej. Gør op med dig selv, hvad du forventer af din a-kasse, og hvad dine behov i fremtiden kan være. Det kan være vanskeligt at kigge flere år ud i fremtiden, men ikke desto mindre vil du ærgre dig, hvis du har valgt den billigere løsning i en situation, hvor det var i din interesse at vælge anderledes. Omvendt skal du ikke vælge en dyrere a-kasse på en formodning om, at et højere kontingent er lig med en bedre service og mere kompetent rådgivning i forbindelse med arbejdsløshed. Det er gang på gang bevist, at dyrere a-kasser ikke nødvendigvis er bedre end de tværfaglige a-kasser, som oftest kan tilbyde et lavere kontingent.

Karriererådgivning og jobsøgning

A-kasserne konkurrerer løbende om at tiltrække kunder, og derfor har du som kommende medlem i en a-kasse ret til at vælge og vrage. Du kan være ekstremt kræsen, hvilket er en stor fordel, da du på denne måde får et bedre produkt, som passer til dig som person, din uddannelse, din erfaring og din jobprofil. Et af de vigtigste punkter, når det kommer til valget af a-kasse, er, hvilke muligheder de enkelte a-kasser tilbyder i forhold til karriererådgivning og jobsøgning. A-kassernes primære formål er som bekendt at sikre dig i tilfælde af arbejdsløshed, men lige så vigtigt er det dog at få dig tilbage i arbejde igen, så du tage vare om dig selv og din familie – det er trods alt svært at lave af en dagpengesats, hvis man har kone og to børn. Denne sikkerhed findes dog hos alle arbejdsløshedskasser, da det jo ellers ikke ville være en a-kasse. Du skal derfor kigge efter nogle af de andre tilbud, du som medlem får adgang til. Er du blevet arbejdsløs, er det første, du tænker på sandsynligvis at få hverdagen til at hænge sammen økonomisk, og her er dagpengene hele fundamentet for at få enderne til at mødes. Uden denne indtægt må du enten tære på din opsparing, låne eller leve på gaden – noget som ingen mennesker i Danmark bør udsættes for. Er du medlem af en a-kasse, og opfylder du ellers kravene til at få dagpenge, har du som udgangspunkt intet at frygte på den økonomiske front. Du skal i stedet blot koncentrere dig om at finde dig et nyt arbejde, så du ikke skal leve af det beskedne beløb, som dagpengesatsen må siges at være i sammenligning med en fast, månedlig lønindkomst. Det er dog ofte lettere sagt end gjort at finde et nyt job, og sandheden er den, at mange stillinger i dag bliver besat via netværk, som du måske ikke har indsigt i eller adgang til. Det kan være utrolig frustrerende ikke at have succes med jobsøgningen, men det er her, at en god a-kasse kan gøre en stor forskel. I stedet for at du står alene med jobsøgningen, og selv har ansvaret for at finde potentielle nye arbejdsgivere, sørger den gode a-kasse for at vejlede og rådgive dig, så du øger dine chancer for at lande et nyt arbejde. Denne service er enormt givtig – både for dig, som er ny på arbejdsmarkedet, men også for dig, som ikke har været jobsøgende i mange år. Som nyuddannet kan det være svært at finde hoved og hale i hele processen, og her kan det være rart med en a-kasse, der tager dig seriøst og hjælper dig med at komme i gang. Er det første gang, du prøver at være arbejdsløs, er det heller ikke sikkert, at du ved hvordan jobsøgning i 2016 fungerer. Alt går ufattelig stærkt nu om dagen, og måden hvorpå man søgte jobs for tyve år siden, kan slet ikke sammenlignes med moderne jobsøgning. Står du i en situation, hvor du har brug for kompetent vejledning i forbindelse med din jagt på et job, kan du spare mange penge ved at vælge en a-kasse, som tilbyder kurser og træning, så du bliver jobparat og klar til at ansættelsessamtalen. A-kassernes tilbud er ikke kun for arbejdsløse – du kan også få karriererådgivning, selvom du allerede sidder trygt og godt i et velbetalt job. Keder du dig, eller er du bare opsat på at prøve noget nyt, kan det være en rigtig god idé at vælge en a-kasse, som har erfaring med karriererådgivning. Det kan være, at din karriere er gået i stå, eller at du savner udfordringer på dit nuværende job. I sådanne situationer er det oplagt at forhøre dig hos din a-kasse, og få en mentor/rådgiver tilknyttet, som kan guide dig til de næste skridt i din erhvervskarriere. Uanset om du er blevet opsagt eller frivilligt ledig, kan karriererådgivning være nøglen, som låser op til dine næste eventyr på arbejdsmarkedet. I selskab med en kompetent rådgiver får du et overblik over dine muligheder og kompetencer – alle kortene bliver lagt på bordet. På denne måde skulle I sammen gerne finde frem til en eller flere typer jobs, som kunne være interessante for dig. Du ved aldrig, hvad du laver om 2, 5 eller 10 år, men hvis du gerne vil have et fingerpeg, bør du i høj grad vælge en a-kasse med mulighed for uvildig karriererådgivning. Afslutningsvist kan du også finde a-kasser, som tilbyder netværksmøder for både ledige og folk i beskæftigelse. Netværket er som nævnt et utrolig stærkt værktøj, som kan være forskellen mellem en hurtig og en langsommelig ansættelse. De såkaldte netværksmøder – eller jobcaféer – vil oftest bestå af, at flere jobsøgende samles og får lov til at indgå nye netværk og give hinanden råd og sparring i forhold til, hvordan eksempelvis din ansøgning eller CV kan blive bedre. Nogle a-kasser sørger for at oplæg og inspiration til, hvorledes det er lykkedes andre at finde et job via deres netværk. Her får du også mulighed for at blive sat ind i erhvervsplatforme, herunder fx LinkedIn. Er du interesseret i et stærkt netværk, kan du passende vælge en a-kasse med stor erfaring for disse netværksmøder, hvor du også får mulighed for en mere konkret jobformidling til interessante virksomheder. Det kan altid betale sig at undersøge alle fagforeningers ekstra tilbud og ikke kun have øje for størrelsen af kontingentet. Jovist, prisen skal naturligvis have noget at sige, men er du ambitiøs, og vil du gerne tilbage på arbejde hurtigst muligt, bør du helt sikkert kigge dig om efter en a-kasse, som tilbyder lidt ud over de basale dagpenge. Rådgivningen kan være guld værd, og måske vil du få øjnene op for helt nye brancher, industrier eller sektorer, som er spændende og interessante i forhold til et fremtidigt arbejde. En a-kasse kan hjælpe med så meget mere end bare den økonomisk sikring, og det foreslår vi, at du udnytter til fulde, når du søger efter a-kasser. Det er dumt ikke at tage for sig af de mange muligheder, som de danske a-kasser præsenterer, og hvem ved – måske går du glip af drømmejobbet, uden at du rent faktisk ved det.

Overvej lønsikring – det kan i høj grad betale sig

Det er et fåtal af os danskere, som kan leve det samme liv på dagpenge, som vi gjorde, da vi var i et almindeligt job. Selvom dagpengene er sikkerhedsnettet under os i tilfælde af arbejdsløshed, er det altså langt fra altid nok til at dække alle udgifter, vi måtte have i hverdagen. Det findes der heldigvis en løsning for, som et stigende antal af a-kasser er begyndt at tilbyde. Lønsikring er et attraktivt værktøj til dig, der ikke mener, at dagpengene er nok til at dække dine behov. Sidder du i et godt betalt job, hvor du måske får udbetalt 30.000 efter skat hver måned, er det ikke sikkert, at du kan nøjes med den dagpengesats, du får udbetalt af din a-kasse. Det kan være mange tusind kroner mindre, du skal leve for hver måned, og har du kone, villa og Volvo, kan det være vanskeligt at få det hele til at løbe rundt, selvom dagpengesatsen for en studerende måske virker som den hellige gral. I en travl hverdag er der mange regninger, der skal betales, og det er ikke sjovt at nøjes med et beløb, som slet ikke dækker alle de faste, for ikke at sige de uforudsete omkostninger, du måtte have. Hertil er lønsikringen den eneste rigtige løsning. Du bør se lønsikring som en ekstra tillægsforsikring i tilfælde af arbejdsløshed. Konkret set betyder lønsikringen, at du får udbetalt et ekstra beløb oveni dagpengesatsen. Du vil typisk kunne få mellem 80 og 95 % af din tidligere månedsløn udbetalt, alt afhængigt af den enkelte a-kasser og lønsikringstypen. Men hvornår er lønsikring rentabelt, og kan det betale sig for alle? Lønsikring er ikke velegnet for alle lønmodtagere – det er først og fremmest for folk, som ikke kan få budgettet til at hænge sammen udelukkende ved hjælp af dagpengesatsen. Hovedreglen i forhold til lønsikring lyder, at du bør tjene minimum 21.000 om måneden før skat, før det er gangbart at tilkøbe en lønsikring hos din a-kasse. Jo mere du tjener, jo mere bedre vil det også kunne betale sig at være forsikret med en lønsikring, men du bør dog også være opmærksom på, at prisen for lønsikring også stiger i takt med din indkomst. Husk, at den udbetalte lønsikring er et tillæg til dagpengesatsen – du mister altså ikke dine dagpenge, blot fordi du er forsikret yderligere. Vilkårene for lønsikringen varierer meget fra a-kasse til a-kasse, men vil du gerne undgå at skulle leve et fattigere liv, bare fordi du er blevet arbejdsløs, bør du vælge en a-kasse, som tilbyder denne form for forsikring. Det er nemlig ikke alle a-kasser, der har en ordning som denne, hvorfor du bør undersøge markedet grundigt.

Selvstændig og a-kasse – holde øje med dette

Som selvstændig erhvervsdrivende er en a-kasse måske ikke det første, der falder dig ind. Du skal have et CVR nr., tegne en arbejdsskadeforsikring og sikre ordentlige forhold for dine ansatte. Ikke desto mindre er der masser af gode grunde til, at du som selvstændig også bør overveje at blive medlem af en a-kasse. A-kasser er nemlig ikke forbeholdt private og arbejdsløse – selvom det også kan være attraktivt for dig, hvis din virksomhed i værste fald skulle gå nedenom og hjem. For det første påtager du dig som selvstændig en betydelig større risiko end den almindelige lønmodtager, og skulle forretning vise sig at være knap så rentabel, som du troede, kan det være en stor fordel at have et solidt økonomisk sikkerhedsnet at falde tilbage på. Din virksomhed er jo dit levebrød, og mange iværksættere oplever, at der kan gå lang tid, før virksomheden laver et overskud, som kan betale både til dagen og vejen. Dette usikre økonomiske grundlag gør altså, at der kan gå lang tid, før du kan udbetale en løn til dig selv, som dækker samtlige af dine udgifter, og er du meget uheldig, kan du ende i en situation, hvor du må lukke din virksomhed – enten grundet svigtende salg eller en regulær konkurs. Her kan gode råd være dyre, men med et medlemskab i en a-kasse har du som udgangspunkt ret til dagpenge, så du ikke må gå fra hus og hjem. Dette kræver dog, at du opfylder en række betingelser, som svarer til de krav, almindelige lønmodtagere også skal leve op til. Som iværksætter er det dog ikke sikkert, at du har nogen løn, som kan danne grundlag for beregningen af din dagpengesats. Har du udelukkende haft underskud, bør du således være opmærksom på, hvorledes den enkelte a-kasse beregner din sats. I en virksomhed med overskud vil a-kassen oftest bruge de to seneste års overskud i sin beregning af din sats. Der er yderligere en række særskilte krav til selvstændige, som skal opfyldes, før du kan gøre krav på dagpenge hos de enkelte a-kasser. Du skal blandt at sørge for, at din virksomhed er solgt eller fuldstændig afviklet. Vi anbefaler, at du tager kontakt til en håndfuld a-kasser og forhører, hvilke muligheder du har som erhvervsdrivende, og hvilke krav du skal opfylde hos dem. Sørg altid for at få en konkret vurdering af, hvorvidt den enkelte a-kasse anser din virksomhed som værende en hovedbeskæftigelse eller bibeskæftigelse. Dette har nemlig afgørende betydning for, hvorvidt du kan få supplerende dagpenge, samtidig med at du fortsat driver din virksomhed. Denne vurdering bliver foretaget af den enkelte a-kasse, og det er altså om til at dem at afgøre, om du står til rådighed for arbejdsmarkedet eller ej, som er et af kravene for at kunne modtage dagpenge. Selvom en del a-kasser efterhånden lukker selvstændige ind i varmen, er det ikke helt ligegyldigt, hvem du vælger. De forskellige a-kasser har nemlig hver især nogle fordele og ulemper, som du skal veje op imod hinanden. Du skal blandt andet overveje, hvorvidt dine interesser er bedst tjent med et medlemskab i en a-kasse udelukkende for selvstændige, fx Dana, eller om du foretrækker en tværfaglig a-kasse. Dette beror på en konkret vurdering ud for en række forhold, som du forhåbentligt har et overblik over. For selvstændige kan det særligt være en god idé at vælge en a-kasse, som tilbyder gratis juridisk rådgivning, hvilket oftest kan være behjælpeligt, når man driver virksomhed.  Ligeledes er det anbefalelsesværdigt for iværksættere at overveje mulighederne for lønsikring, så du kan bibeholde en forholdsvis større andel af din indkomst, selv hvis du er nødsaget til at kaste håndklædet i ringen.

Antallet af medlemmer og tilfredsheden iblandt disse

Det kan også være relevant for dig at kigge på, hvad andre medlemmer siger om deres oplevelse hos den pågældende a-kasse. En ting er, hvad a-kassen selv siger, men vil du have en objektiv og ærlig vurdering af de enkelte a-kasser, bør du have det fra hestens egen mund – altså kunderne. Der findes et hav af platforme, hvor du kan få en idé om, hvad andre kunder synes om udvalgte fagforeninger, og her på siden har vi samlet nogle af disse vurderinger, så du hurtigt og nemt kan danne et overblik over, hvilke der er gode, og hvilke der måske er knap så gode. Du kan også alliere dig med fx Trustpilot, hvor du både har adgang til udtalelser og bedømmelser. Her vil du blandt andet kunne se, at 3F har en samlet bedømmelse på 7,1 ud af 10, mens Det Faglige Hus kan prale af hele 8,6 ud af 10. Man skal naturligvis altid tage disse bedømmelser med et gran salt, men det er aldrig en dårlig idé at få inputs fra andre ligesindede mennesker, som har håndgribelig erfaring med de fagforeninger, du kigger på. Popularitet er ofte et udtryk for, at noget er i orden. Det kan derfor være relevant for dig at vælge en af de a-kasser, som har flest medlemmer. Selvom du naturligvis ikke altid kan tage størrelsen for gode varer, vil mange dog mene, at de større a-kasser har en mere professionel organisation bag sig, som har mere at byde på. Er du på udkig efter en a-kasse, kan det således være smart at vælge det samme som flertallet – de har som regel fat i noget.

Hvor mange får a-kasserne i job?

Som tidligere nævnt er a-kasserne frommeste job – næst efter udbetaling af dagpenge – at få dig tilbage i job. Det er dog vidt forskelligt, hvor gode de enkelte a-kasser er til at få deres medlemmer tilbage på arbejdsmarkedet, og det er således meget vigtigt, at du vælger en a-kasse, som yder en aktiv indsats for, så du kan skifte dagpengene ud med fast indkomst, løn under ferie og andre medarbejderfordele. De fleste vil gerne naturligvis gerne have et arbejde så hurtigt som overhovedet muligt, og er du ledig, kan du derfor tillade dig at være kræsen og kigge på, hvilke konkrete resultater a-kasserne skaber for deres medlemmer. Du vil på nettet (navnlig på Registeret for Arbejdsmarkedsstatistik, RAM) kunne finde diverse undersøgelser af, hvor gode de enkelte a-kasser er til at få deres medlemmer tilbage i beskæftigelse. Her vil du se, at nogle fagforeninger er markant bedre end andre, men det er vigtigt, at du tager højde for, at andre faktorer end a-kassernes indsats kan spille ind. Er der tale om en brancheorienteret a-kasse, kan det være lettere at få medlemmerne i arbejde, hvis det er i en branche, hvor manglen på arbejdskraft er stor. Et eksempel kunne være ingeniører, hvilket er faglært arbejdskraft, som store dele af arbejdsmarkedet i øjeblikket skriger efter. Dette vil helt naturligt betyde, at man som ingeniør hurtigere går fra ledig til beskæftiget, uden at a-kassen egentlig gør nogen nævneværdig indsats. Du bør ligeledes være opmærksom på, at det ikke er givet, at du kan blive optaget i en af de a-kasser, som er særligt gode til at få folk tilbage på arbejde. Det kan nemlig være en a-kasse, som udelukkende optager folk fra udvalgte faggrupper, og arbejder du ikke i denne eller disse brancher, kan du ikke forvente at blive optaget. Er det omvendt en tværfaglig a-kasse, burde du uden problemer kunne blive medlem her og drage fordel af deres succesrige initiativer i forhold til at flytte folk fra ledighed til beskæftigelse. Når du skal vurdere, hvor gode de enkelte a-kasser er til at flytte folk fra den ene gruppe til den anden, er det nærliggende at kontakte den enkelte a-kasse og forhøre dig om, hvilke specifikke tilbud de har til en jobsøgende i din position og med din baggrund. De tværfaglige a-kasser vil oftest have en meget bred målgruppe, hvilket både kan være positivt og negativt i forhold til at øge sandsynligheden for beskæftigelse. På den ene side får du nogle mere generelle egenskaber, som finder anvendelse på tværs af alle sektorer og brancher – dette kunne eksempelvis være IT kundskaber, som du stort set skal bruge i snart alle typer stillinger. Det er dog ikke sikkert, at du i disse bredtfavnende a-kasser kan få den helt nøgterne og specifikke nye viden, som du skal bruge for at få dig en særlig stilling, der netop kræver disse egenskaber. Dette behov skal du gøre op med dig selv og vurdere, hvor meget det betyder for dig, inden du vælger din a-kasse. På denne måde kan du få mest muligt ud af dine kontingentkroner. Vi anbefaler, at du er meget opmærksom på de enkelte a-kassers succes med at få deres medlemmer tilbage i beskæftigelse – især hvis du er dimittend. Som nyuddannet står man desværre ofte bagerst i køen til de bedste stillinger, og det betyder også, at der til stadighed er en større arbejdsløshed blandt unge end resten af befolkningen. Det er skam, og det kan være ekstremt frustrerende at føle, at man med sin nye uddannelse i bagagen ikke kan komme i gang og bidrag til det samfund, som har betalt for ens uddannelse. Du bør som dimittend være særlig opmærksom på, hvilke a-kasser der er dygtige til at få folk i gang og ind på arbejdsmarkedet, så du ikke skal risikere at gå arbejdsløs efter endt studie. Længere ledighed efter afsluttede studier er ikke ligefrem appetitvækkende for potentielle arbejdsgivere, og det gælder derfor om at komme ud af starthullerne og ikke stå i stampe. Vælg derfor den a-kasse, som klarer sig bedst, når det kommer til at varetage nyuddannedes interesser. A-kassen har således et stort ansvar i forhold til at hjælpe dig med at finde et job, men i sidste ende er det dig, der skal lande jobbet – a-kassen kan ikke klare jobsamtalen for dig. Du kan derfor med rette have forventninger og stille krav til din a-kasses indsats, men vær realistisk og yd dit bedste både i forbindelse med udarbejdelsen af ansøgningen og selve samtalen – jobbet kommer ikke af sig selv.

Sådan ansøger du om optagelse i en a-kasse

Med alle disse mange forhold in mente er du så småt ved at være klar til at vælge den a-kasse, der skal sikre dig i den uønskelige situation, at du bliver arbejdsløs. Det kan dog være umådeligt vanskeligt at finde et overblik over de mange a-kasser, der findes på det danske marked, og det kan mildest talt virke som en ufremkommelig jungle af tilbud. Vi anbefaler derfor, at du bruger vores hjemmeside til at sammenligne de forskellige tilbud, som pt. er at finde på markedet for a-kasser. Når du har fundet den a-kasse, som bedst passer til din situation, er det heldigvis relativt nemt at ansøge om optagelse. Hele ansøgningsprocessen er nemlig blevet digitaliseret, og det tager således ikke mere end 5 minutter at gennemføre den online formular, som ligger til grund for din ansøgning. Du finder ansøgningsskemaet på a-kassernes hjemmeside. Har du vanskeligheder med at finde siden, hvor du udfylder din ansøgning, kan du også blot trykke på knappen ’ansøg nu’ på vores hjemmeside – denne knap fører dig direkte til ansøgningsskemaet eller til en produktoversigt over dine forskellige muligheder, så du slipper for at skulle spilde din tid på at finde den hos de respektive a-kasser. Ansøgningsformularen kan måske virke lang, men det er trods alt relativt simple spørgsmål, du skal udfylde om dig selv. Du skal naturligvis angive navn, alder, adresse og lignende. Dette kræver a-kasserne, da de skal sikre sig, at du er fyldt 18 år og faktisk har bopæl i Danmark, hvilket er et krav for at kunne få udbetalt dagpenge – der er dog mulighed for at få dagpenge i udlandet, såfremt du opfylder en række betingelser. Du vil typisk også blive spurgt ind til din nuværende beskæftigelse status, altså om du er ledig, i beskæftigelse eller studerende. Har du valgt en branchespecifik a-kasse, vil du også skulle dokumentere din tilknyt til en udvalgt faggruppe, idet dette er et krav for optagelse i denne type a-kasser. Hos de tværfaglige a-kasser er en særlig tilknytning eller beskæftigelse i en bestemt branche ikke en betingelse for optagelse. Når du har udfyldt samtlige felter i ansøgningsformularen, sender du denne til vurdering hos a-kassen, som efterfølgende vil tage kontakt til dig og sende en bekræftelse på din optagelse. Får du afslag på optagelse, vil du ligeledes modtage en mail med en forklaring på, hvorfor du ikke er berettiget til optagelse i den pågældende a-kasse. Så snart du har modtaget bekræftelsen fra a-kassen, er du medlem. Du vil som hovedregel have adgang til alle a-kassens særlige medlemstilbud og rabatter fra dag 1, men husk på, at du skal have været medlem af en a-kasse i 1 år, førend du har krav på dagpenge. Er det således første gang, at du er medlem af en a-kasse, kan der gå op til 1 år, før du kan få udbetalt dagpenge. Som nyuddannet gælder der som bekendt en række andre betingelser. Som medlem vil du modtage et girokort enten hver måned eller hvert kvartal, som du skal betale for at bevare dit medlemskab. Det er vigtigt at huske, at du har fradrag for dine udgifter til a-kasse og fagforening. Det betyder helt konkret, at dine omkostninger til a-kasse kontingentet kan trækkes fra i din skattepligtige indkomst. Betaler du eksempelvis 469 kr. i måneden for din a-kasse, vil den samlede pris efter skat være ca. 335 kr. De godt 130 kr. sparer du således i skat, hvilket gør det endnu billigere og mere attraktivt at være medlem af en a-kasse.

Du kan altid skifte a-kasse, hvis du vælger forkert

Der er mange ting, du kan gøre for at vælge den rigtige a-kasse. Du skal selvfølgelig gøre dit forarbejde grundigt, og med denne guide burde du være godt dækket ift. til de områder, der kan have betydning for dit valg. Skulle det vise sig, at du har valgt forkert, og at den a-kasse, du nu er medlem af, ikke opfylder dine ønsker og behov, skal du dog ikke frygte, at du er bundet i al evighed. Det danske a-kassesystem er gudskelov rimelig fleksibelt, og det er således relativt nemt at melde sig ud eller skifte din nuværende a-kasse ud med en anden, som bedre varetager dine interesser. Føler du, at du har valgt forkert, kan det altid anbefales, at du tager en snak med din a-kasse. Det kan være, at du har fået et misvisende indtryk, eller at du har haft urigtige forudsætninger for dit medlemskab. Kan I ikke finde en løsning, har du overordnet set to muligheder for det videre forløb. Du kan enten melde dig helt ud og dermed ikke være medlem af en a-kasse længere, eller du kan finde en ny a-kasse og bede dem om at forestå flytningen af dit medlemskab. Vælger du at droppe dit medlemskab, skal du blot være opmærksom på, at du dermed ikke har ret til dagpenge. Dette kan være en stor ulempe, hvis du ikke har andre indtægtskilder, som kan dække dine månedlige udgifter. Mister du retten til dagpenge, har du nemlig som udgangspunkt kun krav på kontanthjælp, og dette forudsætter, at du ikke har en formue på mere end 10.000 kr., hvilket de fleste trods alt har. Derfor anbefaler vi, at du i stedet vælger blot at søge optagelse i en anden a-kasse, så du ikke går glip af den økonomiske sikring, som en a-kasse er en forudsætning for. Det er ganske nemt at skifte a-kasse. I forbindelse med din optagelse i en ny a-kasse angiver du blot, at du pt. er medlem i en anden a-kasse og gerne vil have annulleret dette medlemskab. Det er meget vigtigt, at du ikke selv opsiger dit medlemskab, da du i så fald mister din anciennitet, hvilket kan være katastrofalt. Det er derfor alfa og omega, at du beder din nye a-kasse om at forestå denne opsigelse af dit tidligere medlemskab. Når opsigelsen sker efter bogen, risikerer du ikke at betale kontingent to steder, hvilket naturligvis er rart – en krone sparet, er en krone tjent.

Lad dig ikke skræmme – vælg en a-kasse i dag

Denne guide virker måske omfattende og afskrækkende grundet dens størrelse, men bare rolig – det er relativt simpelt at foretage det rigtige valg, og det er meget, meget svært at vælge en a-kasse, som er helt forkert. Langt de fleste a-kasser er i dag rigtig dygtige og velfunderede, hvilket kommer dig som kunde til gode. Du får nemlig adgang til meget mere end bare dagpenge, også selvom dette måske er din primære bevæggrund for at melde dig ind. Du vil før eller siden sikkert komme ud for, at får brug for andre dele af din a-kasse, og her kan du altså takke dig selv for, at du i tidernes morgen meldte dig ind, så du ikke selv er nødsaget til at betale for juridisk rådgivning, kompetenceudviklende kurser eller karriererådgivning. Det er alt sammen nyttige ressourcer at kunne trække på, og når du først har benyttet en af disse ydelser, vil du med garanti helst ikke være foruden. Det er en rigtig god idé at melde sig ind som tidligt som muligt i en a-kasse – også selvom du hverken har arbejde eller intention om at finde et i den nærmeste fremtid. Læser du på universitetet, og har du et par år endnu på skolebænken, tilbyder en række a-kasse dig alle mulige former for kurser, som kan være ekstremt værdifulde for din fremtidige karriere – du kan fx få undervisning i Microsoft Excel eller forhandlingsteknikker. Ydermere er du også sikret dagpenge, den dag du bliver dimittend, og du skal således ikke bekymre dig om at stå uden indtægt i den måneds tid, det tager før du ellers ville opnå samme rettighed. Vi ved godt, det kan være svært at tage sig sammen til at vælge a-kasse – det er bare ikke verdens mest spændende og interessante emne, det medgiver vi gerne. På denne anden side er det bare så fundamental en del af vores velfærdssamfund, at alle er sikret en respektabel indkomst, såfremt man bliver ledig. Uden dagpenge og a-kasser ville vi ikke have det trygge og fleksible arbejdsmarked, vi kan prale af i dag. Dagpengene sikrer ikke kun, at du kan betale dine regninger, det garanterer også arbejdskraftens fleksibilitet. Ydelsen muliggør, at du ikke er nødt til at sælge ud af dine ejendele, bare fordi du går arbejdsløs et par måneder. Har du ikke et medlemskab i en a-kasse, anbefaler vi på det kraftigste, at du søger om optagelse i dag – ikke i morgen. Det er i disse år ekstremt billigt at være medlem af en a-kasse, og du behøves ikke at betale penge til politiske partier, hvis holdning du ikke deler. Ligeledes er du ikke tvunget til at have a-kasse og fagforening samme sted – du kan sagtens have a-kasse i FTF og være fagligt organiseret i 3F, dette er der intet til hinder for. Oftest vil det dog kunne betale sig at samle det hele ét sted. Der er med andre ord meget få og dårlige grunde til, at du ikke bør sikre dig selv og din familie ved at være medlem af en a-kasse. Jo, du skal betale kontingent, men den plovmand det gennemsnitligt koster, er så sandelig godt givet ud, den dag du står uden job og med hatten i hånd. Bliv medlem i en a-kasse i dag – det er en fornuftig investering og en meget kløgtig forsikring.
!